På Efterskolen Helle har vi to medarbejdere med en kognitiv vejleder-uddannelse. Det betyder, at vi er fagligt rustet til at arbejde målrettet med unge ramt af f.eks. stress, angst, selvskade, depression eller tristhed – som en naturlig del af hverdagen på skolen.

Dorthe Søgaard og Kristine Hestbæk er ansat som undervisere på Efterskolen Helle og har begge kongnitiv vejleder-uddannelsen.
Hvad er kognitiv vejledning?
Kognitiv vejledning er en struktureret og handlingsorienteret tilgang, der passer særligt godt til unge. I stedet for lange, abstrakte samtaler arbejder vi med konkrete, visuelle redskaber, som den unge selv kan forstå og bruge.
Metoden er samarbejdende: vi agerer ikke som ufejlbarlige eksperter, men som nysgerrige “detektiver”, der sammen med den unge undersøger, hvad der foregår indeni.
Det skaber tillid, fjerner skyldfølelse og giver den unge en oplevelse af kontrol over sit eget liv. Den kognitive tilgang spiller desuden godt sammen med vores øvrige pædagogiske arbejde, som bygger på KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.



