Et sundt fællesskab
Den frie tid er en vigtig del af efterskoletilbuddet, og eleverne skal her opleve et meningsfuldt fællesskab i et fordomsfrit og mobbefrit miljø. Det er skolens mål at hjælpe eleverne til et aktivt voksenliv. Vi ønsker, at alle skolens elever bliver stimuleret til virkelyst og oplever et indholdrigt liv.
Egenadministration
Eleverne skal selv administrere deres frie tid, men det er vores hensigt at støtte dem til en aktiv fritid. Dette gør vi bl.a. ved at have faste aftenaktiviteter indenfor idræt og kultur samt ved at være igangsættere af spontane aktiviteter.
Plads til ungdomsliv og -kultur
Eleverne skal have mulighed for at være sammen med deres venner omkring de aktiviteter, der hører ungdomslivet og ungdomskulturen til. Det kan være hygge og afslapning på værelset eller med Playstation og fjernsyn. Skolen og landsbyens faciliteter giver dog også mange muligheder for sport og bevægelse. Eleverne bruger meget af deres fritid med fodbold, basketball, badminton, hockey, rulleskøjter, cykelture, billard, bordtennis, dans, bål og sang.