KRAP – Vores pædagogiske metode
På Efterskolen Helle tager vores pædagogiske arbejde udgangspunkt i KRAP. KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.
KRAP bygger på tre centrale elementer:
- Kognitiv tænkning: Fokus på tanker, følelser og handlinger – og hvordan de påvirker hinanden.
- Ressourcefokus: Vi tager udgangspunkt i det, eleverne kan, vil og lykkes med.
- Anerkendelse: Eleverne mødes med respekt og nysgerrighed – også i modgang.
KRAP er den røde tråd i alt, hvad vi gør på efterskolen. Vi fokuserer på det, der virker, frem for det, der mangler. Der arbejdes målrettet med at udvikle elevernes selvværd, mestringsstrategier og sociale relationer, hvilket samtidig bidrager til et mere stabilt og inkluderende fællesskab på efterskolen.
KRAP bruges i flere henseender:
- Som fælles sprog i medarbejdergruppen, da metoden er med til at sikre ensartethed og kvalitet i indsatsen. Det er ligeledes grundlaget for vores interne supervision og inddrages på forældremøderne i det omfang, det er relevant.
- I det daglige relationsarbejde. Metoden kommer her til udtryk i sprogbrug, struktur, feedback og måden vi møder eleverne på.
- Strukturerede samtaler og øvelser. Her tager vi sammen med eleverne udgangspunkt i konkrete KRAP-redskaber som f.eks. Ressourceblomsten, Spejlet, Hvad fylder, Kaoslinjen mv.
KRAP indgår som en del af den overordnede dannelsesstrategi og spiller sammen med skolens øvrige tiltag for trivsel og læring.
